|
Post by Onih on Mar 11, 2008 15:19:27 GMT 1
Onih sad ved mindestenen og nød det gode vejr. Solen skinnede ned i den lille lysning og den store sorte sten opsugede varmen. Onih lænede sig veltilpadst op af den. Hun sukkede dybt i velbehag og strakte sig som en doven kat. "Hvor jeg dog elsker solen. Den er så dejlig varm" mumlede hun hen for sig og spredte sine arme ud til siden. Hun havde fået en vane med at tale med sig selv og det blev specielt slemt når hun var alene på steder som dette. Hun vendte sig en smule om, gjorde en doven besvægelse med hånden og lod den glide kærtegnende ned over den møke stens overflade "Du må da også holde af det" sagde hun med et skævt smil til stenen. Hun lænede sig igen op af den og lukkede øjnene.
|
|
|
Post by Magni on Mar 11, 2008 15:21:07 GMT 1
Magni kom hen mod mindestenen med blikkeyt vendt mod jorden og var næsten henne ved stenen før man opdagede onih og sagde liudt tøvende "hej onih"
|
|
|
Post by Onih on Mar 11, 2008 15:24:49 GMT 1
Onih åbnede det ene øje og nikkede i genkendelse. Så lukkede hun det igen. "Hvad bringer dig her hen?" spurgte hun. "Forhåbentlig ikke sorg?". Hun åbnede nu øjnene og lod sit blik glide undersøgende hen over ham.
|
|
|
Post by Magni on Mar 11, 2008 15:26:04 GMT 1
"uheldigvis jo" sagde han og gik hen til stenen og lagde en hånd på et bestemt navn og mumlede noget meget lavt
|
|
|
Post by Onih on Mar 11, 2008 15:41:02 GMT 1
Onih rykkede sig lidt så hun havde ryggen til ham. Hun fandt det uhøfligt at stirre på en person netop her. Det var et sted for sjælefred og sorg. Og det ville hun respektere. Hun kunne dog ikke holde et gab inde da det trængte sig på. Solens varme var en af de ting der virkelig kunne gøre hende døsig. Hun foldede hænderne i skødet og overvejede sine ord med omhu "Ville det være uhøfligt af mig at spørge hvem du kommer her for at besøge?" spurgte hun stille med hovedet på skrå. Stadig med ryggen til ham.
|
|
|
Post by Magni on Mar 11, 2008 15:44:05 GMT 1
"min far" sagde han trist og læftede hånden op foran det ene øje for at forhindre sig selv i at slippe en lille tåre
|
|
|
Post by Onih on Mar 11, 2008 16:04:30 GMT 1
Onih nikkede langsomt. Hun trak sine knæ op til brystet lagde sine arme rundt om dem og vilede sin hage på dem. Hun følte at hun burde sige noget, men samtidig var hun ikke i stand til det. For slet ikke at tale om at skulle sammensætte en sætning til denne situation.
|
|
|
Post by Magni on Mar 11, 2008 16:42:10 GMT 1
han sukkede og rystede på hoved, han måtte komme over det, men det er slet ikke så let som det lyder
|
|
|
Post by Onih on Mar 13, 2008 18:15:10 GMT 1
Onih skævede over til Magni. Hun besluttede sig for at starte en ny samtale "Så. Magni. Var jounin eksamenen hård?" spurgte hun for at få hans tanker hen på noget andet.
|
|
|
Post by Magni on Mar 21, 2008 22:52:26 GMT 1
"joh, men du kan tro at jeg var nervøs til jeg fik resultaterne" sagde han og pustede ud
|
|
|
Post by Onih on Mar 22, 2008 11:14:40 GMT 1
Onih lo stille "Ja det kan jeg forestille mig. Det gælder hvist for os alle". Hun bukkede sig pludselig forover så hun stod på alle fire og kravlede hen foran stenen, hvor hun satte sig. Hendes blik gled langsomt ned over navnene der stod indgraveret.
|
|
|
Post by Magni on Mar 22, 2008 11:17:19 GMT 1
han så på hende og spurgte "har du også nogle at sørge over her"
|
|
|
Post by Onih on Mar 22, 2008 11:40:18 GMT 1
Onih smilede bittert "Om jeg har? Jeg kendte dem alle" mumlede hun og lod sørgmodigt sin hånd kærtegne stenens overflade "Jeg har sendt så mange af dem ud på den mission der fik deres navne ingraveret på denne sten" nærmest hviskede hun og lod sin hånd falde tilbage i skødet.
|
|
|
Post by Magni on Mar 22, 2008 11:42:06 GMT 1
han sukkede og sagde "men det er netop ninjaens mening med livet, kæmpe og dø i kamp for sin by, de fik en ærefuld død"
|
|
|
Post by Onih on Mar 22, 2008 11:48:39 GMT 1
Selvom Onih ikke reagerede på hans ord havde hun hørt ham. "Jeg ville bare ønske at jeg ikke havde sendt dem af sted. Hver gang jeg sender nogen af sted på en farlig mission spekulere jeg på om det er sidste gang jeg ser dem" hun knugede sine hænder i skødet "Eller om næste gang jeg ser dem vil være i en pøl af deres eget blod" hviskede hun.
|
|
|
Post by Magni on Mar 22, 2008 11:50:53 GMT 1
"en ninja skal tjæne som værktøj, og sådan noget går i stykker, som ninjaer dør, men de får en værdig død" sagde han
|
|
|
Post by Onih on Mar 22, 2008 12:33:35 GMT 1
Onih sukkede stille og lukkede øjnene i sorg. Dagen synes pludselig ikke så smuk længere. Hun hviskede et par få ord for sig selv og åbnede så øjnene igen.
|
|
|
Post by Magni on Mar 22, 2008 12:34:57 GMT 1
han sukkede og tænkte lidt,det han sagde havde engtelig fået ham selv til at græde en smule, men ikke mere end man hurtigt kunne nå at tørre væk
|
|
|
Post by Onih on Mar 22, 2008 12:57:40 GMT 1
Onih skævede op imod himlen. Solen skinnede stadig. Hun skar ansigt. Det lignede ikke hende at være så trist. Hun rejste sig roligt op og strakte sig. Hun ville ikke være trist på sådan en dag.
|
|
|
Post by Magni on Mar 22, 2008 13:00:25 GMT 1
han rystede hoved og tænkte på noget andet, for eksempel hans seneste erhvervelser og ved den tanke spredte et smil sig på hans ansigt
|
|
|
Post by Onih on Mar 22, 2008 13:10:56 GMT 1
Onih klappede smilende stenen. Hun havde genvundet sit humør. "En dårlig dag at være trist på ikke sandt?" sagde hun med et skævt smil. Hun så lidt overrasket på ham "Hvad smiler du sådan af?" spurgte hun nyskerrigt.
|
|
|
Post by Magni on Mar 22, 2008 13:14:26 GMT 1
"mit nyeste fund" sagde han og tog en rulle frem og sagde "det legendariske jikki chikamatsu no shuo-sæt, det med en der kan bruge dem rigtigt kan klare en borg selv uden at komme særligt meget til skade"
|
|
|
Post by Onih on Mar 22, 2008 16:21:22 GMT 1
Onih lo. "Interessant" mumlede hun og undersøgede hurtigt rullen med øjnene. "Jeg kan forestille mig hvorfor du er så glad for den" sagde hun muntert.
|
|
|
Post by Magni on Mar 22, 2008 16:50:28 GMT 1
han tog den tilbage igen og sagde med et smil "selv du ville nok have besvær med dem"
|
|
|
Post by Onih on Apr 4, 2008 21:37:29 GMT 1
Onih lo blødt "Det skal jeg ikke kunne sige". Hun grinede lidt fåret og og lod sin håndflade hvile på bagsiden af sit hoved.
|
|